Sådan fungerer Bitcoin

Digitale betalinger fandtes før Bitcoin. Folk kunne sende penge gennem banker, kortnetværk og onlinebetalingsvirksomheder. Disse systemer gjorde handel lettere, men hvert af dem var afhængigt af en betroet organisation til at føre en hovedbog, godkende konti, afvikle overførsler og løse tvister.

Denne afhængighed skaber magt og risiko. En mellemmand kan forsinke en betaling, opkræve et gebyr, indsamle og misbruge personoplysninger, begrænse en konto, tilbageføre en overførsel eller svigte. En udsteder af en valuta kan også ændre dens udbud.

I mange år forsøgte dataloger at skabe digitale penge, som ikke krævede en central udsteder eller betalingsvirksomhed. Udfordringen var vanskelig. Digital information er let at kopiere. Hvis en digital mønt kunne kopieres og bruges to gange, kunne den ikke fungere som penge. Hvis én virksomhed forhindrede kopiering, blev virksomheden det centrale kontrolpunkt og et sårbart led.

Bitcoin blev skabt for at løse dette problem med et peer-to-peer-netværk. Dets udformning gør det muligt for deltagerne at blive enige om én fælles transaktionsmæssig historik uden en central regnskabsførende instans. Det kombinerer en offentlig hovedbog (blockchain), digitale signaturer, et netværk af validerende noder, proof of work og økonomiske incitamenter.

Bitcoin fjerner ikke behovet for tillid fra alle dele af livet. Det mindsker behovet for at stole på en central myndighed i forbindelse med udstedelse og afvikling af systemets egne penge.

I denne bog betyder Bitcoin med stort B normalt netværket, protokollen eller det bredere system. Og bitcoin med lille b betyder den monetære enhed eller et aktiv. BTC er den almindelige forkortelse for et beløb i bitcoin, især ved angivelse af priser eller bestemte mængder. En wallet eller børs er en tjeneste, der kan oprette forbindelse til Bitcoin; den er ikke selve Bitcoin-netværket i sig selv.

Udbredelsen af personlige computere og internettet skabte nye muligheder for kommunikation. Den skabte også nye former for overvågning og kontrol. I slutningen af det tyvende århundrede undersøgte en gruppe programmører, matematikere og aktivister kendt som cypherpunks hvordan kryptografi kunne beskytte privatlivet og den individuelle frihed i digitale systemer.

Kryptografi

Kryptografi bruger matematiske metoder til at beskytte information og bevise, at en handling er autentisk. Kryptering kan holde en besked privat. Digitale signaturer kan bevise, at en besked eller instruktion kom fra indehaveren af en hemmelig nøgle, uden at afsløre denne nøgle.

De cypherpunks forstod, at privat kommunikation ikke var nok. Folk havde også brug for en måde at udveksle værdi på nettet. Hvis enhver digital betaling krævede en bank eller virksomhed, kunne denne mellemmand overvåge, tillade eller forhindre udvekslingen.

Deres mål var ikke blot digitale penge. Bankindeståender var allerede digitale. Det vanskeligere mål var decentrale digitale penge: et system uden en enkelt udsteder, server eller administrator, som deltagerne var nødt til at have tillid til.

Bitcoin byggede på årtiers arbejde udført af mange mennesker. Dets design forenede tidligere idéer på en ny måde og skabte incitamenter til at holde et åbent netværk i drift.

Bitcoin var ikke det første forsøg på at skabe digitale penge. Det byggede på fire årtiers eksperimenter og trak på idéer fra mange tidligere projekter, som var med til at forme dets vellykkede design.

• DigiCash brugte kryptografi til at understøtte private digitale betalinger. Det var afhængigt af en central virksomhed og forbindelser til banker. Da virksomheden gik konkurs, kunne systemet ikke fortsætte som et uafhængigt pengenetværk.
• Hashcash brugte arbejdsbevis til at gøre det dyrt at sende uønsket e-mail. Afsenderens computer skulle udføre arbejde, før den kunne sende en besked. Idéen viste, hvordan beregningsomkostninger kunne modvirke misbrug.
• Bit Gold beskrev et foreslået system, hvor beregningsarbejde kunne skabe digitale registreringer i begrænset mængde. Det blev ikke lanceret som et fuldt udviklet decentraliseret pengesystem, men det udviklede vigtige idéer om digital knaphed og bevisførelse.
• B-money og genanvendeligt arbejdsbevis (RPoW) undersøgte metoder, der kunne lade deltagere skabe eller overføre knap digital værdi uden udelukkende at være afhængige af én central database. De var ufuldstændige, men var med til at tydeliggøre, hvad et fungerende system ville kræve.
• Selvom BitTorrent ikke var penge, viste det, at et peer-to-peer-netværk kunne lade mange uafhængige computere dele information, uden at én central server styrede hele systemet.

Tilsammen viste disse eksperimenter nyttige brikker i puslespillet. De tydeliggjorde også det problem, der stadig manglede at blive løst.

Dobbeltforbrug

Dobbeltforbrug er et forsøg på at sende den samme digitale enhed til to modtagere. Digitale data kan kopieres nøjagtigt, så et digitalt pengesystem har brug for en metode til at fastslå, hvilken transaktion der er gyldig.

Centraliserede systemer forhindrer dette ved at lade én betroet database afgøre, hvilken betaling der kom først. Den 31. oktober 2008 forklarede Satoshi Nakamotos hvidbog, Bitcoin: Et elektronisk peer-to-peer-kontantsystem, en anden tilgang: et offentligt system, der kunne etablere en fælles betalingshistorik uden en bank, en virksomhed eller en anden central myndighed.

Hvidbogen samlede de egenskaber, der var nødvendige for denne tilgang:

1. Et peer-to-peer-netværk: transaktioner meddeles direkte til et netværk af deltagere.
2. Digitale signaturer: en privat nøgle er hemmelig information, der skaber en signatur for at godkende et forbrug; kun indehaveren kan gøre dette.
3. Blokke og mining: minere samler transaktioner i blokke og bruger arbejdsbevis til at konkurrere om at tilføje den næste blok.
4. Uafhængig verifikation: noder kontrollerer transaktioner og blokke i forhold til Bitcoins regler.
5. En fælles historik med akkumuleret arbejdsbevis: deltagerne anerkender den gyldige kæde af transaktioner med mest akkumuleret arbejde som den fælles historik.

Dette modul forklarer disse begreber mere detaljeret. Tilsammen gav de en praktisk løsning på dobbeltforbrugsproblemet: netværket kan afvise et nyt forsøg på at bruge den samme bitcoin uden at være afhængigt af en central myndighed. Bitcoin tilbød den manglende kombination, som årtiers eksperimenter med digitale penge havde søgt efter.

Digital information er normalt let at kopiere.

Digital knaphed

Digital knaphed betyder, at et system kan skelne en gyldig enhed fra en ugyldig kopi og forhindre, at den samme enhed bruges to gange.

Bitcoin skaber digital knaphed ved at kombinere signaturer, en offentlig transaktionsbaseret historik, proof of work, og uafhængig regelbaseret verifikation. En bitcoin kan overføres, men netværket afviser et forsøg på at bruge den samme bitcoin igen.

Knaphed kan verificeres uafhængigt, når folk selv kan kontrollere de offentlige regler, og ingen enkelt udsteder i det skjulte kan ændre udbuddet for alle. Derfor skal Bitcoins udbudsgrænse undersøges sammen med decentralisering og nodebaseret verifikation.

Et centraliseret system har et centralt kontrolpunkt. En bank kontrollerer kundernes hovedbog. En betalingsvirksomhed kontrollerer sit netværk. En regering kontrollerer reglerne for udstedelse af sin valuta.

Decentralisering

Et decentraliseret system fordeler roller og håndhævelse af beslutninger mellem mange uafhængige deltagere. Bitcoin har intet centralt kontor, der kan oprette konti, ændre saldi eller godkende medlemskab.

Bitcoins decentralisering skyldes flere egenskaber:

• alle kan downloade og undersøge softwaren med åben kildekode
• brugere kan foretage transaktioner uden at oprette en konto på Bitcoin-netværket
• uafhængige noder kontrollerer transaktioner og blokke
• minere konkurrerer om at foreslå blokke
• ingen miner kan få en ugyldig blok accepteret af ærlige noder
• ændringer af reglerne kræver, at deltagerne frivilligt tager dem i brug
• denne hovedbog kopieres til mange computere og placeringer

Decentralisering er ikke det samme som lige stor indflydelse. Miningrelateret udstyr, teknisk viden, penge, internetadgang og softwareudvikling er ikke ligeligt fordelt. Store tjenesteudbydere kan skabe afhængighed hos deres egne brugere. Bitcoins påstand er mere afgrænset: Ingen enkelt deltager har beføjelse til ensidigt at ændre hovedbogen eller de pengepolitiske regler for alle.

Decentralisering medfører også omkostninger. Koordinering kan gå langsommere. Brugerne skal verificere oplysninger og tage mere ansvar. Der findes ingen central supportfunktion for Bitcoin-netværket. Disse afvejninger er en del af designet, ikke utilsigtede fejl, der kan fjernes uden at ændre systemet.

Digitale signaturer er en af de centrale dele af Bitcoins design, som beskrives i hvidbogen. I Bitcoin bruger en wallet en privat nøgle til at oprette en digital signatur, der godkender en transaktion. En wallet er normalt en applikation, der administrerer nøglerne og opretter disse signaturer for brugeren. Kun indehaveren af den nødvendige private nøgle kan godkende brugen af midlerne; netværket kan verificere signaturen uden at få kendskab til selve den private nøgle.

Dette gør det muligt for en person at råde over bitcoin uden at bede en bank eller en anden central aktør om tilladelse. Det betyder også, at kontrollen over den private nøgle er afgørende: Enhver, der får fat i den, kan normalt godkende brugen af midlerne, mens en mistet nøgle kan gøre det umuligt at få adgang til de pågældende bitcoin igen.

Dette er grundlaget for egenopbevaring: at De selv kontrollerer nøglerne frem for at overlade kontrollen til en tjeneste. Modul 3 forklarer det praktiske ansvar for sikker håndtering af nøgler, sikkerhedskopier og gendannelse.

Peer-to-peer betyder, at deltagerne interagerer via et netværk uden behov for en central koordinator. En Bitcoin-bruger kan oprette og underskrive en transaktion, og derefter udsende den til netværket. Modtageren behøver ikke en konto i afsenderens bank, fordi Bitcoin selv stiller det fælles afviklingssystem til rådighed.

Peer-to-peer betyder ikke altid, at kun to computere kommunikerer direkte. En transaktion kan passere gennem wallets, internetudbydere og mange af netværkets noder. Det væsentlige er, at ingen central Bitcoin-operatør skal godkende afsenderen eller modtageren.

Brugerne kan stadig vælge mellemmænd. En børs kan opbevare bitcoin for kunder. En betalingstjeneste kan forenkle en faktura. En hosted wallet kan administrere nøgler. Disse tjenester kan være praktiske, men brugeren er så afhængig af tjenestens regler og sikkerhed.

Bitcoin gør direkte ejerskab og overførsel muligt; det tvinger ikke alle brugere til at undgå enhver tjeneste. Valget af opbevaring afgør, hvem der har kontrollen i praksis.

Peer-to-peer-overførsel kan være nyttig, når folk befinder sig forskellige steder eller bruger forskellige banksystemer. Det medfører også ansvar. En gyldig transaktion sendt til den forkerte adresse kan normalt ikke tilbageføres.

Bitcoin fungerer, fordi forskellige deltagere udfører forskellige roller.

• Brugere modtager, opbevarer og sender bitcoin. En bruger kan selv kontrollere sine nøgler i en wallet eller benytte en depotudbyder. Brugere giver netværket økonomisk betydning ved at vælge, om de vil acceptere bitcoin, og hvilke regler eller tjenester de har tillid til.
• Noder kører Bitcoin-software og verificerer reglerne uafhængigt. En fuld node kontrollerer, at transaktioner har gyldige signaturer, at bitcoin ikke allerede er blevet brugt, at blokke opfylder kravene til proof of work, og at nye bitcoin følger udstedelsesplanen. Noder deler gyldige data med andre noder og afviser ugyldige data.
• Minere samler ventende transaktioner, bygger kandidatblokke og konkurrerer gennem proof of work. En succesfuld miner udsender en blok og kan modtage det tilladte bloktilskud og transaktionsgebyrer. Minere hjælper med at fastlægge rækkefølgen af transaktioner og gør hovedbogen dyr at omskrive.
• Udviklere gennemgår, skriver og foreslår softwareændringer. De ejer ikke Bitcoins regler. En softwareændring har kun betydning, hvis deltagerne vælger at køre software, der følger disse regler.

Disse roller begrænser hinanden:

• en bruger kan ikke bruge bitcoin uden den påkrævede gyldige signatur
• en miner kan foreslå en blok, men noder afgør, om den følger reglerne
• en node verificerer ud fra sine egne regler, men konsensus kræver kompatible regler på tværs af netværket
• udviklere kan foreslå software, men deltagerne vælger selv, om de vil køre den

Nogle personer varetager flere roller. En miner kan køre en node og samtidig være bruger. En begynder behøver ikke at varetage alle roller for at forklare, hvordan rollerne afbalancerer hinanden.

Kontrolspørgsmål: Hvorfor skal en node verificere transaktioner? Nævn mindst én regel, som en node kontrollerer.

Arbejdsbevis

Arbejdsbevis er den proces, minere bruger til at konkurrere om retten til at foreslå den næste blok.

En hashfunktion omdanner data til et resultat med en fast længde. En lille ændring i inputtet giver et nyt, uforudsigeligt resultat. En miner ændrer en lille del af dataene i en foreslået blok og hasher den gentagne gange. Et resultat er kun gyldigt, når dets talværdi er under netværkets målværdi, en tærskel fastsat af reglerne; en lavere målværdi betyder færre gyldige resultater og flere forsøg. Der er ingen genvej, så minere kan være nødt til at gøre mange forsøg.

Når en miner finder et gyldigt resultat, udsender den blokken. Noder kan hurtigt kontrollere beviset, selv om det krævede betydelig beregningskraft og energi at finde det. Hvis blokken indeholder en transaktion, får denne transaktion sin første bekræftelse: registreringen af den er blevet inkluderet i én gyldig blok. Hver gyldig blok, der tilføjes efter den, giver endnu en bekræftelse, hvilket gør transaktionens plads i blockchainen dyrere at omskrive. Denne forskel er vigtig: Arbejdet er dyrt at udføre og let at verificere.

Arbejdsbevis tjener flere formål:

• det giver uafhængige minere en måde at konkurrere på uden en central instans, der fordeler arbejdet
• det gør rækkefølgen af transaktioner dyr at omskrive
• det knytter netværkets sikkerhed til fysisk udstyr og energi
• det understøtter en offentlig metode til at vælge mellem konkurrerende gyldige historikker: kæden med mest akkumuleret arbejde

Mining løser ikke nyttige ligninger til et eksternt formål. Formålet er at sikre rækkefølgen af Bitcoin-netværkets transaktioner. Netværket justerer regelmæssigt målværdien: Når blokke kommer for hurtigt, sænker det målværdien, og når de kommer for langsomt, hæver det den. Målet er i gennemsnit cirka én blok hvert tiende minut, efterhånden som beregningskraften ændrer sig.

Arbejdsbevis indebærer et reelt energiforbrug. Tilhængere hævder, at dette forbrug er grundlaget for Bitcoins sikkerhed og kan skabe efterspørgsel efter fleksibel eller ellers uudnyttet energi. Kritikere sætter spørgsmålstegn ved mængden af energi, der bruges, og hvor den kommer fra. En ansvarlig vurdering undersøger, hvilken energi der bruges, hvor den kommer fra, hvilken sikkerhed den giver, og hvilke alternativer der sammenlignes med.

Bitcoins regler fastlægger en forudsigelig udstedelsesplan og et maksimalt udbud på 21 millioner bitcoin (21.000.000 BTC). Nye bitcoin kommer i omløb gennem det bloktilskud, der udbetales til minere, som producerer gyldige blokke.

Halvering

For hver 210.000 blokke halveres bloktilskuddet. Denne begivenhed kaldes en halvering. Da der i gennemsnit produceres en blok cirka hvert tiende minut, sker en halvering omtrent hvert fjerde år. Den præcise kalenderdato er ikke fastlagt.

Bloktilskuddet begyndte på 50 BTC pr. blok. Det halveres gentagne gange, indtil det bliver for lille til at fortsætte. Minere modtager også transaktionsgebyrer. Med tiden forventes gebyrer at udgøre en vigtigere del af minernes indtægter.

Grænsen på 21 millioner håndhæves af noder. Hvis en miner skaber flere bitcoin, end reglerne tillader, vil validerende noder afvise blokken. En softwareudvikler kan skrive anderledes kode, men kan ikke tvinge andre til at køre den.

Kontrolspørgsmål: Hvad er fordelene ved, at Bitcoin har et begrænset udbud? Hvilken virkning ville en forøgelse af udbuddet af Bitcoin have på købekraften? Hvem ville afvise en forøgelse af udbuddet?

Én bitcoin (1 BTC) kan opdeles i 100.000.000 satoshis. En satoshi, ofte forkortet til sat, er den mindste enhed, der registreres på Bitcoins basislag.

De behøver ikke at købe eller bruge en hel bitcoin. Bitcoin-software kan vise et beløb i bitcoin eller sats, ligesom en valuta kan bruge en hovedenhed og mindre enheder. Mange bruger sats til dagligdags beløb, fordi hele tal er lettere at læse. Både on-chain-betalingsanmodninger og Lightning-betalingsanmodninger kan vises i sats.

Enhedsrelateret bias er den fejlagtige opfattelse, at en lavere pris pr. hel enhed gør et aktiv billigere eller mere tilgængeligt. Antallet af enheder er et designvalg. At eje 100.000 sats og at eje 0,001 BTC beskriver det samme beløb.

Når De sammenligner priser, bør De fokusere på andelen af det samlede udbud, størrelsen af den værdi, der er tale om, og risiciene. Antag ikke, at et aktiv med mange tilsyneladende billige enheder giver bedre værdi end et aktiv, der er opdelt i mindre enheder.

Vis Deres forståelse: Hvor mange sats er der i 0,01 BTC? Hvorfor forhindrer prisen på én hel bitcoin ikke en person i at bruge et mindre beløb?

Som modul 1 forklarede, sunde penge betegner penge, hvis udbud er vanskeligt at øge, og hvis egenskaber understøtter pålidelig brug over tid. Udtrykket er en vurdering baseret på kriterier og bør derfor undersøges frem for at blive accepteret som en etiket.

Bitcoin kombinerer egenskaber, der ikke tidligere har eksisteret sammen i ét aktiv:

Bitcoin kan opfylde penges tre funktioner, men ikke i samme grad alle steder:

• Som værdiopbevaringsmiddel er udbuddet forudsigeligt, men på markedet er prisen volatil.
• Som betalingsmiddel kan det overføres uden en bank, men accept, gebyrer og betalingsværktøjer varierer.
• Som regningsenhed kan beløb angives i bitcoin eller sats, men de fleste varer prissættes stadig i en fiatbaseret valuta.

Bitcoin indebærer derfor både fordele og afvejninger.

Potentielle fordele omfatter direkte ejerskab, forudsigeligt udbud, global overførsel, åben deltagelse, gennemsigtige regler og modstandsdygtighed over for ensidig censur.

Afvejninger omfatter kursmæssig volatilitet, personligt ansvar for sikkerheden, det forhold, at en gyldig betaling normalt er vanskelig eller umulig at tilbageføre, skiftende transaktionsgebyrer, afhængighed af elektricitet og kommunikation til digitale overførsler, offentlige transaktionsrelaterede registreringer og begrænset accept.

Om De kalder Bitcoin sunde penge, bør afhænge af Deres kriterier. Sammenlign det med fiatpenge, ædelmetaller og andre aktiver ud fra de samme standarder.

Vurdering af lokal værdi: Har bitcoin værdi i Deres lokalsamfund? Skeln mellem tre spørgsmål i Deres svar: Hvilken markedspris kan observeres? Hvor accepteres det, hvis overhovedet nogen steder? Hvilken personlig præference eller forudindtagethed påvirker Deres vurdering? Pris, lokal anvendelighed og personlig tilslutning hænger sammen, men er ikke det samme.

Digitale aktiver kan se ens ud på en skærm, selv om de bygger på meget forskellige systemer. Bitcoin har offentlige regler for udbuddet og ingen udsteder, der kan skabe nye bitcoin uden for disse regler. En stablecoin afhænger normalt af en udsteder, reserver, juridiske krav eller en mekanisme, der er beregnet til at følge en anden valuta. Andre kryptoaktiver kan have forskellige personer eller organisationer, der styrer udstedelsen, ændrer reglerne eller driver vigtige dele af systemet.

Når De sammenligner et digitalt aktiv, bør De spørge: Hvem styrer udstedelsen eller ændringerne? Hvad kan jeg verificere uafhængigt? Hvem har nøglerne? Hvilken virksomhed, udsteder eller anden modpart er jeg nødt til at stole på? Dette diplomkursus, som udelukkende handler om Bitcoin, bruger kun sammenligningen til at forklare Bitcoin. Det anbefaler ikke at anskaffe, handle med eller promovere noget aktiv.

Sammenligningen nedenfor skelner mellem kategorier og designvalg. Den er ikke en tilkendegivelse af støtte, en anbefaling eller en påstand om, at noget aktiv er sikkert, pålideligt eller egnet til Dem.

Bitcoin (BTC) er et digitalt aktiv på Bitcoin-netværket. Dets maksimale udbud og udstedelsesplan er offentlige regler. Folk kan besidde bitcoin direkte ved hjælp af nøgler og kan uafhængigt verificere Bitcoins regler ved at køre egnet software. Det kan sendes globalt, uden at en central Bitcoin-udsteder skal godkende hver transaktion. Dets markedspris kan ændre sig kraftigt, og tab af nøgler eller gendannelsesoplysninger kan betyde permanent tab; en fejlagtig betaling er som regel vanskelig eller umulig at tilbageføre. Gebyrer, bekræftelse og den tid, den tager, elektricitet, kommunikation, offentlige transaktioner og registreringer heraf samt lokal accept kan også påvirke brugen. En walletudbyder eller børs kan tilføje sine egne modpartsrisici og risici ved opbevaring af aktiver.

Nogle projekter bruger Bitcoins kode som udgangspunkt, men fungerer efter andre regler eller på andre netværk. Disse kaldes ofte forks. En fælles kodehistorik gør ikke en fork til en del af Bitcoin og giver den heller ikke Bitcoins regler, deltagere eller sikkerhed.

Stablecoins, såsom USD Coin (USDC) og Tether (USDT), er digitale tokens, der er designet til at følge en bestemt værdi, ofte én enhed af en national valuta såsom den amerikanske dollar. Nogle kan være nyttige til at flytte en tokens værdi mellem kompatible tjenester eller netværk. Deres udformning, reserver, indløsningsrettigheder og kontrolmekanismer varierer betydeligt. En stablecoin kan miste sin tilsigtede værdi (»depeg«), og brugerne kan være afhængige af en udsteder, reservernes forvalter, en bank, en juridisk indløsningsproces, en blockchains operatør eller en bro. Udstedere eller platforme kan indefryse tokens eller begrænse adgangen, hvor deres regler eller lovgivningen tillader det. Reservers kvalitet, gennemsigtighed, insolvens, regulering, fejl i smartkontrakter, svindel og netværksgebyrer er yderligere risici.

Andre kryptoaktiver er en bred kategori af aktiver, der bruges af andre netværk eller applikationer. Deres regler kan understøtte funktioner såsom betaling af netværksgebyrer, staking, styring eller brug af applikationer. Udstedelse, kontrol, teknisk udformning og det, der kan verificeres uafhængigt, varierer fra ét aktiv til et andet. Priser og likviditet kan ændre sig hurtigt, og udviklere, fonde, validatorer, administratorer eller store indehavere kan have betydelig indflydelse afhængigt af systemet. Regelændringer, tokenudstedelse, fejl i smartkontrakter, hackerangreb, svigt i broer, svindel, platformssvigt og uklar juridisk behandling kan medføre risiko for tab eller manglende adgang. At eje en token giver ikke automatisk en bruger ejerskab af en virksomhed, garanteret indkomst eller ret til at indløse den til et andet aktiv.

Før De bruger et digitalt aktiv, bør De skelne mellem aktivet selv og den tjeneste, der opbevarer det for Dem. Et velkendt handelssymbol, en tilsyneladende stabil pris eller en veldesignet app fjerner ikke behovet for at identificere og sammenligne opbevaringsrisici, modpartsrisici, tekniske risici, juridiske risici og tabsrisici.

At lære, hvordan Bitcoin fungerer, er noget andet end at forsøge at tjene på kortsigtede prismæssige ændringer, overtale andre til at købe en token eller betragte spekulation som uddannelse. Handel og spekulation kan indebære hurtige beslutninger, tab, risici ved handelsplatforme og pres for at handle uden en klar begrundelse. Promovering af tokens kan skabe interessekonflikter og belønne overtalelse frem for klare forklaringer.

Formålet med Bitcoin-diplomet er at hjælpe Dem med at forklare Bitcoin, stille bedre spørgsmål og træffe sikrere beslutninger. Det giver ikke investeringsrådgivning og fortæller Dem ikke, hvad De skal købe, sælge eller beholde.

Bitcoin opstod gennem en kort række offentlige begivenheder.

Udforsk de oprindelige kilder: læs Bitcoins hvidbog (original PDF), undersøg genesisblokken (blokregistrering) og den første registrerede transaktion mellem to personer (transaktionsregistrering), og læs den oprindelige pizzaforespørgsel. En blokbrowser er en praktisk grænseflade til offentlige data, ikke en overordnet autoritet over Bitcoins regler.

Satoshi Nakamoto er det pseudonym, som Bitcoins ukendte skaber eller skabere brugte. Satoshi kommunikerede online, udgav softwaren som open source og holdt senere op med at deltage.

Ingen central virksomhed ejer Bitcoin. Softwaren og reglerne levede videre, fordi andre mennesker valgte at køre, gennemgå og videreudvikle dem. Denne oprindelse er vigtig: Skaberen forblev ikke en permanent leder, der kunne udstede flere mønter eller godkende transaktioner.

Både genesisblokken og finanskrisen i 2008 giver Bitcoin en vigtig historisk kontekst. Vurder dog Bitcoin ud fra dets design og funktion, ikke kun ud fra en fortælling om dets skaber.

Det var i oktober 2008, at Satoshi Nakamoto offentliggjorde Bitcoins hvidbog. Dens centrale spørgsmål var enkelt: Hvordan kan folk foretage onlinebetalinger uden at lade den samme digitale enhed blive brugt to gange eller give én mellemmand kontrollen?

Bitcoins offentlige regler, peer-to-peer-netværk og digitale signaturer giver deltagerne betydningsfulde roller. Brugere kan vælge at modtage, opbevare og sende bitcoin; noder kan uafhængigt verificere reglerne; minere kan foreslå blokke; og udviklere kan foreslå softwareændringer. Ingen enkelt rolle styrer netværket på alles vegne.

Disse egenskaber kan give deltagerne større handlekraft, men de pålægger dem også et større ansvar. Uden en central myndighed til at godkende transaktioner, gendanne adgang eller omgøre mange fejl skal hver enkelt person kunne identificere den rolle og de risici, vedkommende påtager sig.

For en person, der vælger selvforvaltning, giver kontrol over nøglerne direkte kontrol over bitcoin. Ingen virksomhed kan indefryse en korrekt kontrolleret on-chain-saldo. Ingen virksomhed kan gendanne en mistet gendannelsesfrase heller.

Selvforvaltning er derfor ikke blot en teknisk funktion. Det kræver beskyttelse af sikkerhedskopier, verificering af adresser, kontrol af, hvordan en wallet fungerer, og udarbejdelse af en gendannelsesplan. Det næste modul forklarer, hvordan man opbevarer og bruger bitcoin med omtanke, herunder hvordan man håndterer disse risici og dette ansvar.

Stop op og overvej, hvordan offentlige regler, begrænset udstedelse, peer-to-peer-overførsler og uafhængig verifikation imødegår de svagheder, der blev identificeret i modul 1: ændringer i pengemængden, institutionel kontrol, begrænset adgang og afhængighed af tillid. Hvorfor har noder og minere forskellige roller, og hvorfor skal dobbeltforbrug forhindres? Bitcoin erstatter en del af tilliden til institutioner med verifikation og personligt ansvar; det fjerner ikke risici eller afvejninger.

Vigtig overvejelse: Ud fra det, De har lært om Bitcoin i dette modul, har det så værdi for Dem? Afspejler den aktuelle pris på bitcoin dets værdi?

Vigtigste pointer

• Bitcoin blev skabt for at muliggøre digitale overførsler uden en central regnskabsbog med en forvalter og samtidig forhindre dobbeltforbrug.
• Dets offentlige regnskabsbog, digitale signaturer, peer-to-peer-netværk, proof of work og uafhængige verifikation arbejder sammen om at opretholde en fælles transaktionsbaseret historik.
• Bitcoin er decentraliseret i den forstand, at ingen enkelt deltager på egen hånd kan ændre saldi eller reglerne for alle.
• Brugerne vælger, om de vil eje eller acceptere bitcoin; noder kontrollerer, at reglerne overholdes; minere foreslår blokke; og udviklere kan foreslå, men ikke gennemtvinge, softwareændringer.
• Bitcoin har en offentlig udstedelsesplan med et maksimum på 21 millioner BTC, og noder afviser blokke, der bryder denne regel.
• Én bitcoin (1 BTC) kan deles i 100.000.000 sats, så folk kan bruge mindre enheder uden at have brug for en hel bitcoin.
• Bitcoin kan vurderes som sunde penge ud fra pengemæssige egenskaber, samtidig med at man anerkender de afvejninger, det indebærer: prisudsving, begrænset accept, betalinger, der som regel er vanskelige eller umulige at tilbageføre, og behovet for øget personligt ansvar.

Et øjeblik til eftertanke

Hvilken del af Bitcoins design ville De forklare anderledes nu, og hvorfor?