Forståelse af penge

Penge former hverdagens valg om mad, transport, arbejde, opsparing og hjælp til mennesker, vi holder af. Drøft disse spørgsmål med Deres hold.

1. Hvorfor har mennesker brug for penge?
2. Hvad gør noget til penge?
3. Hvem kan skabe eller kontrollere de penge, De bruger?
4. Hvorfor har de penge, De bruger, værdi?
5. Kan De købe lige så meget for Deres penge i dag som tidligere?

Når De drøfter disse spørgsmål, så læg mærke til forskellen mellem en kendsgerning og en holdning. »Denne pengeseddel accepteres til betaling af skat« er en kendsgerning, der kan efterprøves. »Dette er den bedste form for penge« er en holdning eller konklusion, som kræver kriterier og belæg.

Mennesker har forskellige færdigheder, ressourcer, behov og planer. Udveksling giver dem mulighed for at specialisere sig: En landmand kan dyrke fødevarer, en bygmester kan bygge boliger, og en sygeplejerske kan yde pleje. For at denne specialisering kan fungere i stor skala, har hver person brug for en praktisk måde at udveksle værdien af sit arbejde med andres arbejde.

Direkte udveksling er ofte vanskelig. Den person, der har det, De har brug for, ønsker måske ikke det, De tilbyder. Penge løser dette koordineringsproblem.

Penge

Penge er et aktiv, som mennesker accepterer, fordi de forventer, at andre vil acceptere det senere. Penge hjælper mennesker, der ikke kender hinanden, med at koordinere udveksling, registrere priser og gæld og flytte værdi på tværs af tid og afstand.

Penge hjælper mennesker, der ikke kender hinanden, med at samarbejde på tværs af tid og afstand og i stor skala. For eksempel kan en arbejder tjene penge i dag og bruge dem næste år på en cykel fremstillet i et andet land og dermed betale for det arbejde, som mange mennesker, vedkommende aldrig har mødt, har udført. Penge skaber også en fælles måde at registrere priser, gæld, indkomst, omkostninger og opsparing.

Penge er ikke den mad, bolig, tid eller færdighed, som mennesker værdsætter. De er et redskab til at måle og udveksle krav på disse ting. Deres anvendelighed afhænger af tillid, regler, social accept og deres pengemæssige egenskaber.

Kontrolspørgsmål: Hvorfor opstod penge? Forklar det udvekslings- eller koordineringsproblem, som penge hjælper mennesker med at løse.

Penge har normalt tre hovedfunktioner.

Betalingsmiddel: Folk accepterer dem som betaling for varer og tjenesteydelser. Det mindsker behovet for direkte byttehandel.

Regningsenhed: Priser udtrykkes i en fælles enhed. Det gør det muligt for folk at sammenligne prisen på forskellige varer og føre regnskab.

Værdiopbevaringsmiddel: Værdi kan flyttes fra nutiden til fremtiden. Alle former for penge indebærer risici for købekraften, men folk sammenligner, hvor godt forskellige former bevarer den over en valgt periode og i en given situation.

En genstand kan opfylde én funktion bedre end en anden. I mange af nutidens pengesystemer er en national valuta bredt accepteret til daglige betalinger, mens folk kan vælge et andet aktiv til langsigtet opsparing.

Brugbare penge har også typisk flere egenskaber:

Ingen form for penge klarer sig perfekt på alle punkter.

Folk sammenligner også penge ud fra deres soliditet: om pengemængden er vanskelig at øge, og om deres egenskaber understøtter pålidelig brug over tid. »Solide penge« er en vurdering, ikke en faktuel betegnelse. For at bruge begrebet hensigtsmæssigt skal De angive kriterierne og sammenligne forskellige former for penge efter de samme standarder.

Guld er holdbart og en knap ressource, men vanskeligt at dele og transportere til små betalinger. Pengesedler er nemme at transportere og accepteres lokalt, men de kan blive beskadiget, og mængden af dem kan øges. Den bedste sammenligning afhænger af formålet, stedet og tidspunktet.

Tænk kritisk: Nævn en situation, hvor De valgte én type penge eller aktiv frem for en anden. Hvad var formålet? Sammenlign egenskaberne ved de muligheder, De kunne have benyttet. Hvilke egenskaber betød mest for Dem, og hvorfor?

Byttehandel

Byttehandel er direkte udveksling af en vare eller tjenesteydelse mod en anden. Det kan fungere godt ved en mindre udveksling, men bliver vanskeligt, når mange mennesker og produkter er involveret.

Forestil Dem, at Amina har ris og ønsker sko. Luis har sko, men ønsker madolie, ikke ris. Mei har madolie og ønsker at få udført reparationsarbejde. Amina kan være nødt til at foretage flere byttehandler, før hun kan få skoene. Hver byttehandel tager tid og kræver enighed om værdi.

For at byttehandel kan fungere direkte, skal hver person ønske det, den anden person tilbyder, på samme tid og i passende mængder. Økonomer kalder dette det dobbelte sammenfald af behov.

Byttehandel skaber også andre problemer:

• nogle varer kan ikke deles uden at ødelægge deres værdi
• nogle varer bliver fordærvede, før de kan byttes
• der findes ingen fælles enhed til at sammenligne priser
• det kan være vanskeligt at spare store mængder op
• udskudt betaling og bogføring bliver kompliceret

Et almindeligt accepteret betalingsmiddel adskiller salg fra køb. Amina kan sælge ris til én person for penge og senere bruge disse penge til at købe sko af en anden.

Ressourcer er begrænsede, mens menneskers ønsker ikke er det.

Knaphed

Knaphed betyder, at valget af én anvendelse af en ressource udelukker en anden anvendelse. Tid, jord, energi, et godt helbred, værktøj og sunde penge er alle knappe ressourcer.

Den værdi en vare har, ligger ikke i selve genstanden. Mennesker værdsætter varer ud fra deres behov, præferencer, oplysninger og omstændigheder. Dette kaldes undertiden subjektiv værdi. Rent vand kan være billigt i nærheden af en sikker offentlig vandkilde og yderst værdifuldt under vandmangel.

Udveksling finder sted, når begge parter foretrækker det, de modtager, frem for det, de giver afkald på. De behøver ikke at være enige om, at de to genstande har samme personlige værdi. De skal blot være enige om vilkårene.

Tre begreber hjælper med at forklare hverdagens valg:

• Alternativomkostning er det bedste alternativ, De giver afkald på, når De træffer et valg. Penge brugt på transport kan ikke også bruges på mad.
• Tidspræference beskriver, hvor stærkt en person foretrækker værdi nu frem for senere. Presserende behov kan skabe en stærk præference for nutiden. Opsparing til et fremtidigt mål viser en større villighed til at vente.
• Afvejning betyder at opnå én fordel og samtidig acceptere en omkostning eller give afkald på en anden fordel.

Knaphed alene garanterer ikke værdi. En genstand kan være sjælden og stadig ikke være efterspurgt. Et nyttigt monetært aktiv kombinerer et begrænset udbud med egenskaber og efterspørgsel, der gør folk villige til at beholde eller udveksle det.

Penge udviklede sig ikke i én og samme rækkefølge overalt. Forskellige samfund brugte forskellige varer, optegnelser og institutioner. Et overordnet mønster kan dog hjælpe med at forklare moderne penge.

“Penge … er på ingen måde resultatet af en aftale … men er det utilsigtede produkt af den historiske udvikling.”
Carl Menger, “Om pengenes oprindelse” (1892)

• Direkte udveksling og lokale optegnelser: Folk brugte byttehandel, gaver, forpligtelser og nedskrevet eller husket gæld. Disse systemer var i høj grad afhængige af lokale relationer.
• Varepenge: Samfund valgte varer, som var bredt værdsat og lettere at handle med. Salt, perler, skaller, husdyr, kobber, sølv og guld har fungeret som penge forskellige steder. En vare har en anvendelse eller værdi ud over en udsteders løfte.
• Standardiserede mønter: Myndigheder opmålte og prægede metal til standardiserede enheder. Mønter gjorde det lettere at genkende pengene og føre regnskab. Myndighederne kunne også reducere indholdet af ædelmetal i disse mønter og samtidig bevare den samme angivne værdi. Dette kaldes møntforringelse.
• Repræsentative papirpenge: Det var vanskeligt at transportere og beskytte metal. Opbevaringssteder og banker udstedte fordringer på papir, som kunne indløses til en angivet mængde metal. Papiret var lettere at flytte, men brugerne måtte stole på, at udstederen opbevarede tilstrækkeligt med metal og opfyldte løftet om indløsning. Under forskellige udgaver af en guldstandard var en valutas enhed ved lov knyttet til en angivet mængde guld. Reglerne varierede efter sted og periode, og regeringer eller banker suspenderede eller ophævede undertiden konvertibiliteten.
• Bank- og statspenge: Banker udstedte flere fordringer og ydede mere kredit. Stater oprettede centralbanker og nationale monetære systemer. Penge blev i stigende grad baseret på institutionelle registreringer og løfter frem for på befolkningens direkte besiddelse af en råvare. I mange lande kunne national valuta senere ikke længere indløses til et fysisk aktiv såsom guld. Denne adskillelse fra råvaredækning er et definerende træk ved nutidens fiatpenge (se nedenfor).
• Digitale penge: En stor del af nutidens penge bevæger sig som digitale registreringer gennem banker og betalingstjenester. Et kort eller en telefon sender en instruks; det indeholder ikke i sig selv penge. Normalt ændrer instruksen et bankindskud, det vil sige bankens registrerede forpligtelse – eller fordring – til at betale kontohaveren et beløb i den nationale valuta.

Denne historie viser gentagne afvejninger. Det blev mere bekvemt, men brugerne blev ofte mere afhængige af pengepolitik, udstedere, banker og betalingsformidlere.

Fiatpenge

Fiatpenge er valuta udstedt under statslig myndighed, normalt gennem en centralbank, som ikke kan indløses til en fast mængde af en råvare såsom guld. Regeringer understøtter – og pålægger i visse sammenhænge – brugen af dem ved at kræve dem som betaling af skatter og ved at fastsætte regler om lovlige betalingsmidler. De præcise regler for at modtage betalinger og indfri gæld varierer fra jurisdiktion til jurisdiktion.

Fiatpenge fungerer, fordi mennesker, virksomheder, banker og regeringer accepterer dem. Alle former for penge kan udvikle netværkseffekter: Folk bruger dem, fordi andre bruger dem, og priser angives i dem. Når det gælder fiatpenge, kan skattepligt, regler om lovlige betalingsmidler og institutionelle betalingssystemer styrke dette netværk.

Fiatsystemet har flere centrale aktører:

Fiatsystemer kan tilbyde bekvemme betalinger, fleksibel kredit og redskaber til at håndtere finansielle kriser. Den samme fleksibilitet skaber risiko. Et lille antal institutioner kan ændre udbuddet af og prisen på penge, begrænse adgangen eller træffe beslutninger, der reducerer købekraften.

Fiatpenge kræver flere lag af tillid. Brugerne stoler på, at banker fører nøjagtige registre, betalingstjenester behandler overførsler, centralbanker forvalter valutaen, og regeringer opretholder lovlige institutioner. Disse systemer kan fungere i lange perioder, men deres regler ligger ikke fast og kan være udsat for forsømmelse eller misbrug.

Når De indsætter kontanter i en bank, registrerer banken en forpligtelse over for Dem: Den skylder Dem saldoen på kontoen. Banken opbevarer normalt ikke hver enhed af hvert indskud som fysiske kontanter. I stedet har den likvide reserver—kontanter eller aktiver som den hurtigt kan bruge til betalinger—og bruger sin balance til at yde lån og foretage andre investeringer.

Når en forretningsbank godkender et lån, opretter den normalt et nyt indestående på låntagerens konto. Det øger mængden af bankernes indlånspenge. Når hovedstolen tilbagebetales, reduceres disse indlånspenge. Bankerne er begrænset af kapitalrelaterede regler, likviditetsmæssige behov, kreditrisiko, regulering, finansieringsomkostninger og efterspørgsel fra kreditværdige låntagere.

Banker søger generelt at opnå overskud ved at tjene renter og gebyrer på lån og investeringer, samtidig med at de betaler deres drifts- og finansieringsomkostninger samt omkostninger til overholdelse af lovkrav og bærer tab, når låntagere ikke betaler tilbage. Disse aktiviteter og begrænsninger varierer fra bank til bank og fra jurisdiktion til jurisdiktion.

Bankvirksomhed med brøkreserver

Bankvirksomhed med brøkreserver beskriver bankvirksomhed, hvor bankerne kun holder en brøkdel af deres indlånsforpligtelser som umiddelbart tilgængelige reserver, samtidig med at de yder lån og besidder andre aktiver. Det krævede reserveniveau og andre begrænsninger varierer mellem lande og kan ændre sig over tid.

Dette skaber to væsentlige risici:

• Likviditetsrisiko: En bank kan have langfristede udlån, som forventes tilbagebetalt, men alligevel mangle tilstrækkelige kontanter eller hurtigt anvendelige aktiver til at imødekomme mange hævninger i dag.
• Solvensrisiko: Misligholdte lån eller fald i aktivernes værdi kan medføre, at bankens samlede aktiver er mindre værd end det, den skylder. I så fald kan banken ikke fuldt ud opfylde sine forpligtelser, selv hvis den har tid til at sælge aktiver.

Et bankstormløb opstår, når mange indskydere forsøger at hæve deres penge eller indeståender på samme tid, fordi de frygter, at banken kan gå konkurs. Indskydergaranti og centralbankers udlån kan mindske panik, men betingelserne for at være dækket af garantien og dækningsgrænserne varierer fra jurisdiktion til jurisdiktion. Disse beskyttelsesmekanismer afhænger af institutioner og regler, og de kan flytte visse tab eller risici fra en enkelt bank til det bredere system.

Regulering og tilsyn kan mindske risikoen, men de kan ikke forhindre alle tilfælde af svindel, dårlig ledelse, politisk misbrug eller simple fejl. Disse svigt er mulige hændelser, som bør vurderes, ikke noget, der forekommer i ethvert banksystem.

Den centrale pointe er ikke, at enhver bank er på randen af konkurs. Den er, at et bankindestående er bankens løfte om at betale Dem. Det er ikke det samme som at besidde selve det aktiv, der bruges til afvikling, direkte.

Prisinflation

Folk bruger udtrykket “inflation” på mere end én måde. I denne vejledning betyder prisinflation en vedvarende stigning i det generelle prisniveau for varer og tjenesteydelser. Hvis Deres indkomst og opsparing ikke stiger lige så hurtigt som priserne, kan De købe mindre for Deres penge.

Købekraft

Købekraft er den mængde varer og tjenesteydelser, som en pengeenhed kan købe. Hvis prisen på en kurv af basale varer stiger fra 100 enheder af en valuta til 110, kan de samme 100 enheder ikke længere købe hele kurven. Deres købekraft i forhold til den kurv er faldet.

Nogle bruger “inflation” i betydningen monetær ekspansion: en udvidelse af penge- og kreditmængden. Denne udvidelse kan bidrage til prisinflation sammen med forsyningsforstyrrelser, ændringer i efterspørgslen, valutaens svækkelse, skatter, regulering og ændringer i produktionsomkostningerne. Årsagerne og virkningerne er ofte genstand for debat. Undgå forklaringer, der tilskriver enhver ændring i prisen én enkelt faktor.

Inflation påvirker ikke alle lige meget. En person, der hovedsageligt har kontanter, kan miste købekraft. En person, der ejer et aktiv, som stiger i pris, kan være delvist beskyttet. Låntagere kan tilbagebetale fast gæld med penge, der kan købe mindre, mens långivere kan modtage mindre reel værdi end forventet. Lønninger og priser tilpasser sig også med forskellig hastighed. Disse senere, indirekte virkninger kaldes undertiden sekundære virkninger.

Raten for inflation er et gennemsnit. Deres personlige oplevelse kan være anderledes, fordi Deres forbrug ikke er identisk med den varekurv, der måles på. Udgifter til mad, bolig, transport, uddannelse og sundhed kan ændre sig i forskelligt tempo.

En reserve valuta er en valuta, som centralbanker og regeringer besidder og bruger til internationale betalinger. Før Første Verdenskrig spillede det britiske pund den mest fremtrædende rolle som reservevaluta. Krigen svækkede europæiske valutaer og finanscentre, mens USA leverede varer og ophobede guld. Det øgede den internationale brug af dollaren.

Efter Anden Verdenskrig havde USA en stor økonomi og en stor del af sin finansielle kapacitet intakt. I 1944 fastlagde Bretton Woods-aftalen derefter et efterkrigssystem, hvor mange valutaer var knyttet til dollaren, og dollaren officielt var knyttet til guld, hvilket placerede dollaren i centrum for internationale betalinger.

I 1971 satte præsident Nixon en stopper for udenlandske regeringers og centralbankers officielle veksling af dollars til guld, foretaget af udenlandske regeringer og centralbanker. Dermed ophørte dollarens officielle guldbaserede konvertibilitet, og det satte en stopper for Bretton Woods-systemet. Dollaren var dog fortsat meget udbredt på grund af dens etablerede rolle inden for handel og finans, den amerikanske økonomis størrelse og dybden på de amerikanske finansmarkeder. Den er stadig den førende reservevaluta i dag, selv om centralbanker også besidder andre valutaer, og dens andel kan ændre sig over tid.

Folk søger ofte alternativer til at holde kontanter, når de tror, at de vil miste købekraft. Almindelige valg omfatter ædelmetaller, fast ejendom og aktier. Ædelmetaller har også fungeret som penge mange steder og i mange perioder. Hver mulighed har fordele og risici.

Et aktiv er noget, en person kan eje eller have krav på, som kan have værdi; det opfylder ikke automatisk alle penges funktioner. En bolig kan bevare værdi, men er ikke praktisk at bruge til at købe mad. En aktie kan være let at sælge i ét land, men utilgængelig for en person uden et værdipapirdepot. Guld har fungeret som penge gennem lange perioder af historien, men kan være vanskeligt at ægthedsbestemme eller opdele ved en mindre handel.

Folk kan også vælge udenlandsk valuta, statslige obligationer, private virksomheder, jord, værktøj, uddannelse eller andre aktiver. Ethvert valg indebærer alternativomkostninger og risiko. Der findes intet aktiv, der garanterer købekraft i enhver periode og situation.

Bemærk: Den skattemæssige behandling kan også påvirke disse beslutninger. Regler for indkomst, gevinster, ejendom og transaktioner kan ændre omkostningerne eller fordelene ved at besidde, sælge eller bruge et aktiv. Skatteregler varierer mellem jurisdiktioner og kan ændre sig over tid; dette kursus yder ikke skatterådgivning.

Bitcoin opstod som endnu et foreslået alternativ: et knapt digitalt aktiv, der kan besiddes og overføres uden en central udsteder. For at vurdere denne påstand må vi undersøge, hvorfor Bitcoin blev skabt, og hvordan dets regler fungerer.

Digital centralbankvaluta (CBDC)

En digital centralbankvaluta, eller CBDC, er en digital form for fiatpenge udstedt som en forpligtelse for en centralbank: det er et tilgodehavende, som centralbanken skylder indehaveren. Den adskiller sig fra fysiske kontanter og fra et almindeligt indskud i en forretningsbank, selv om brugeroplevelsen kan ligne.

CBDC-udformninger varierer. Nogle er primært beregnet til finansielle institutioner; andre foreslås til brug for offentligheden. Spørg først, hvem udstederen er: med en CBDC, vil centralbanken fortsat være udstederen og kan stadig føre pengepolitik. En CBDC skaber derfor ikke en fast pengemængde og fjerner heller ikke central kontrol; den ændrer blot teknologien og distributionen af fiatpenge.

Spørg dernæst, hvad udformningen tillader. Afhængigt af reglerne kan en CBDC muliggøre hurtigere afvikling, bredere adgang eller nye betalingsfunktioner. Den kan også give institutioner større mulighed for at overvåge transaktioner, anvende regler, begrænse brugen eller knytte identitet direkte til betalinger. Dette er centraliseret kontrol: en institution fastsætter eller ændrer de relevante regler, frem for at almindelige brugere gør det uafhængigt.

Digital betyder ikke automatisk decentraliseret, knap, privat eller åben for uafhængig verifikation. En CBDC kan bruge digital teknologi, men den er stadig fiatpenge hvis dens udsteder, regler for pengemængden, adgangsregler og betalingstilladelser fortsat styres centralt.

Når De drøfter en CBDC, så spørg:

• Hvem udsteder pengene?
• Hvem kan besidde eller bruge dem?
• Hvilke oplysninger indsamles?
• Kan en betaling blokeres, begrænses eller tilbageføres?
• Kan reglerne ændres?
• Kan almindelige brugere uafhængigt verificere reglerne?
• Hvad sker der uden strøm eller internetadgang?
• Hvilke former for juridisk beskyttelse findes der?

Antag ikke, at enhver foreslået CBDC har samme udformning. Brug aktuelle, lokale og pålidelige oplysninger.

Stop op og overvej de penge, De bruger: hvad gør dem nyttige i dagligdagen, og hvilke af deres regler afhænger af institutioner, De må have tillid til? Byttehandel er vanskelig, fordi det er ineffektivt at få behov til at passe sammen. Fiatpenge gør udveksling lettere, men deres skiftende udbud, institutionelle kontrol, begrænsede adgang og faldende købekraft kan skabe alvorlige problemer for mennesker, der er afhængige af dem. Folk kan være uenige om, hvor alvorligt hvert problem er, eller hvordan det skal håndteres. Derfor søger nogle mennesker efter monetære alternativer med andre afvejninger omkring udbud, kontrol, adgang og tillid.

Vigtigste pointer

• Penge hjælper mennesker med at foretage udvekslinger, sammenligne priser, registrere værdi, og flytte værdi over tid.
• Penges vigtigste funktioner er at være et betalingsmiddel, en regningsenhed, og et værdiopbevaringsmiddel.
• Monetære egenskaber såsom holdbarhed, bærbarhed, delelighed, knaphed, acceptabilitet, og verificerbarhed hjælper os med at sammenligne forskellige former for penge.
• Byttehandel er vanskelig i stor skala, fordi begge parter skal ønske det, den anden tilbyder, på samme tid og i passende mængder.
• Penge har udviklet sig på forskellige måder i forskellige samfund, ofte med større bekvemmelighed til følge, men samtidig med nye afvejninger vedrørende tillid, kontrol og adgang.
• Fiatpenge kan understøtte bekvemme betalinger og fleksibel kredit, men deres udbud og regler afhænger af institutioner.
• Inflation, bankvirksomhed med delvise reserver, og digitale centralbankvalutaers udformning kan påvirke købekraft, adgang, privatliv, og behovet for at have tillid til institutioner.
• Nogle mennesker søger alternativer som ædelmetaller, når de ønsker andre afvejninger vedrørende købekraft, udbud eller kontrol; ethvert alternativ har begrænsninger og risici.

Et øjeblik til eftertanke

Hvilket spørgsmål stiller De nu om penge, som De ikke stillede før?

Det næste modul undersøger Bitcoins forsøg på at skabe et andet sæt monetære regler.